Min Forunderlige Have

sommerfugl_susanneHartmann1Vi er i en lille overskuelig have. Hele min forunderlige have er omgivet af en gulkalket mur. Solen skinner, og det er dejligt varmt. Bier summer, fuglene synger deres særegne sange, sommerfugle tumler sig rundt mellem blomstrende buske.
Ind i mellem kommer et frækt, atletisk egern på besøg. Solen giver den smukke, røde pels en særlig glød.
Solen skinner også på den frække og smukke skade. Den lægger hovedet på skrå og betragter mig vurderende, mens fjerene spiller i sorte, blå og grønne nuancer.
froerel_susanneHartmannPå himlen sejler små, hvide vattotskyer spredt rundt.
Fra den lille havedam kommer den beroligende og fascinerende lyd af rindende, klukkende vand. Et par guldfisk og slørhaler svømmer yndefuldt rundt mellem de små, spinkle åkandestængler.

Nogle gange kan man høre det pusle svagt mellem de svale bundplanter under buskene. Er det mon pindsvinet, der tøffer rundt og leder efter snegle? Eller er det den kære, grimme skrubtudse, der kommer for at hilse på?

En hængesofa i træ hænger dovent i sine kæder og venter på at gynge og vugge i den milde brise, der af og til sætter luften i svingninger og bringer dufte, lugte og lyde med sig.

I den åbne terrassedør danser det florlette, lyse gardin sin egen dovne, bølgende slørdans.
Her er mange smukke planter og blomster. Nogle er små og undselige, andre er store og prangende.

Nogle dufter fantastisk og lokkende, andre har en speciel, men måske ikke tiltrækkende duft. Her findes krybende, klatrende, slyngende og oprette vækster, men hver har sin specielle charme.
have_susannahartmannHver vækst har sin tid på året, hvor den har sin egen storhedstid.
Således skifter min have hele tiden karakter.

Mit arbejde består i at hjælpe hver plante frem til sin storhedstid. Sørge for at give den den fornødne plads, sørge for at den får den mængde sol og skygge, den har brug for. At vande og gøde den, når det er tiltrængt.

Nogle gange skal planten måske holdes lidt tilbage, så den ikke eksploderer uden rigtigt at få udnyttet sit potentiale. Måske skal der sættes sidegrene undervejs, måske skal den hjælpes til en mere opret vækst. Nogle gange er planten lidt skæv, måske er den ikke så symmetrisk, som den burde være, måske kommer der ikke så mange blomster, måske er den blevet hæmmet under væksten, fordi den ikke har fået nok vand, sol, plads, opmærksomhed, måske en forkert placering med sol og skygge, måske er jorden ikke sur nok, ikke løs nok, måske er der ikke ler nok? Eller måske er der for meget af det hele?
MEN hjælpes den i tide, kan den blive til et specielt eksemplar, som på trods af vanskelige, forkerte og dårlige vilkår alligevel kan triumfere og leve et værdigt liv i min specielle have.

Mit arbejde er at hjælpe hver plante til at trives, til at acceptere sin egen skønhed, til at finde det smukke lille menneskebarn inden i knoppen, til at få knoppen til at åbne sig, folde sig ud og blomstre uanset plantens alder.

3. maj 2011